|
|
Efter omtaler af bogen (uddrag af anmeldelser og links til samme) bringes en række af mine kommentarer publiceret i Politiken siden begyndelsen af 2010 - F.Y.
Supermagten Kina
- Mirakel eller mareridt
Politikens Forlag, 288 s.
Udkommet i april 2008
Læs anmeldelsen i Jyllands-Posten:
http://jp.dk/kultur/boger/article1329988.ece
Læs anmeldelsen i Berlingske Tidende:
http://www.berlingske.dk/article/20080404/anmeldelser/704040031/
Læs anmeldelsen i Kristeligt Dagblad:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/293756:Kultur--Kina---en-kongfuziansk-koncern
Om bogen:
SUPERMAGTEN KINA
- mirakel eller mareridt?
En ny bog om Kina leverer sobert, nøgternt og indsigtsfuldt det indblik i Kina, som er en forudsætning for at deltage i den aktuelle diskussion om den nye stormagt.
Tor Tolstrup i Jyllands-Posten 29.04.08
»Supermagten Kina« er både velskrevet og nuanceret. Flemming Ytzen er en ægte folkeoplyser, der kan sit kram, både når det gælder dramatisering og de lange linjer, der følger af en menneskealders studier af dette mægtige land, Kina.
Jesper Beinov i Berlingske Tidende 04.04.08
For et land, hvor udviklingen er så dramatisk og så hurtig, er der brug for at kunne orientere sig. Her er der stor hjælp at hente i Ytzens bog.
Peter Harmsen i Weekendavisen 13.06.08
Flemming Ytzens bog om OL-aktuelle Kina er god at blive klog af (...) Det er en erfaren og moderat stemme, der her taler, og det kan der nok være brug for midt i ophidselsen over Kinas undertrykkelse i Tibet og tumulterne omkring OL-faklen.
Vera Bundgaard i Kristeligt Dagblad, 06.08.08
Det er en læseværdig bog, den er aktuel og kan bruges af nybegynderen, som vil have overblik over aktuelle forhold i Kina, men også af den alment interesserede Kina-kender. den vil også være en god optakt til en Kinatur. Samtidig kan mange kapitler bruges direkte i undervisningsmæssige sammenhænge i gymnasier og på højskoler.
Jørgen Delman i Kinabladet, sommer 2008
Ytzen øser generøst af den store mængde viden, han besidder efter at have beskæftiget sig med professionelt med Kina i mere end tre årtier. Han har mange skarpe iagttagelser af kineserne og deres samfund og formår på glimrende vis at sammenholde sine egne observationer med den viden, han har oparbejdet undervejs i sit virke som journalist (...) For dem, som ønsker at blive klogere på Kina, er Supermagten Kina en oplagt bog at have liggende på natbordet (...)
Morten Laugesen i tidsskriftet Danmark-Kina, sommer 2008
Flemming Ytzen giver i »Supermagten Kina – Mirakel eller mareridt« et mangfoldigt billede af Kina i dag og inddrager også de seneste 50 års historie som en nødvendig forudsætning for at forstå Kina 2008 (...) Ytzen benytter som metode konkrete kineseres skæbne til at illustrere nogle overordnede strukturelle udviklingstendenser. Det fungerer fint, og i en undervisningsmæssig sammenhæng kan det være en givtig måde til at forstå en kompleks struktur.
Benny Jacobsen i Gymnasieskolen, sept. 2008
Ytzen har sammensat en varieret, vitaminrig fremstilling af det nye, fremstormende Kina - på godt og ondt (...) Han er derfor værd at lytte til i denne velskrevne og velkomponerede bog om det gigantiske land, som har foretaget nogle vældige spring fremad i de sidste 30 år.
Henrik Døcker i FN-forbundets medlemsblad, oktober 2008
Det, der gør bogen indsigtsfuld, er dens blanding af Ytzens historiske overblik, hans egne oplevelser fra Kina, interview med kineseren på gaden og samtaler med folk, der har forladt landet. (...) Man fornemmer hurtigt, at Ytzen ved, hvad han skriver om.
Karsten Faurholt i Noter, nr. 178, Historielærerforeningen, sept. 2008
En sådan bog kan læses fra første til sidste side. Men den kan også - som denne blogejer gør - læses selektivt, f.eks. udvalgte individuelt interessante afsnit, ja faktisk igen og igen (...) I min begrebsverden er det sober information om den næste supermagt i verden.
Erik Hulegaard på sin blog: http://ehu.smartlog.dk/supermagten-kina-post142926
Vort naboland Kina
Forfatterens forord (uddrag)
Helmut Schmidt, Tysklands tidligere kansler, møder i oktober 1984 Kinas reformleder Deng Xiaoping og bemærker – halvt i alvor og halvt i spøg – at Deng er ved at forvandle Kinas Kommunistiske Parti til et kongfuziansk parti.
Deng svarer Schmidt: "So what?"
En snes år senere ser Helmut Schmidt tilbage på samtalen med Deng og konstaterer:
"Kinas Kommunistiske Parti forsøger en balancegang mellem kongfuzianisme, kommunisme og en markedsorienteret økonomi. Nogle vestlige politikere og intellektuelle mener, at de er moralsk berettigede til både at kritisere og straffe kineserne i spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder. Disse kritikere savner respekt for en civilisation, som har udviklet sig over mere end tre tusinde år. De glemmer også, hvilke dystre skygger som blev kastet i kølvandet på den byrdefulde udvikling af den vestlige civilisation. I takt med at markedsøkonomien udvikler sig, vil Kinas autoritære politiske kultur forandres, men det vil tage tid."
Schmidts iagttagelse efter mødet med Deng er et udmærket udtryk for den inspiration, der ligger til grund for arbejdet med denne bog. Jeg besøgte Kina første gang i 1978 og er vendt tilbage adskillige gange siden.
Opfattelsen og forståelsen af det moderne Kina kalder ikke på forsimplede fraser og stereotypier. Ingen med bare den mindste indsigt i verdens tilstand kan længere være i tvivl om, at Kina er i gang med at sætte en afgørende dagsorden her i det århundrede, som vi i mangel af bedre kan kalde globaliseringens og internationaliseringens århundrede.
Metoderne bag bogen er journalistiske og derfor i sagens natur uakademiske. Nysgerrigheden har drevet arbejdet, og tilgangen til emnerne får derfor en kalejdoskopisk karakter. De steder i bogen, hvor jeg kombinerer konkrete observationer med analyse, vil der være plads til uenighed. Ingen konklusioner om Kina kan være definitive.
Januar 2011
Spinguide til Obama og Hu
PÅ DET omhyggeligt koreograferede pressemøde mellem præsidenterne Barack Obama og Hu Jintao var det småt med overraskelser. Ubalance i samhandelen, den kinesiske valutakurs, de nukleare slyngelstater Iran og Nordkorea samt ikke mindst menneskerettighederne blev rutinemæssigt bragt op, mens mangeårige stridsemner som Tibet og Taiwan kun blev nævnt perifert. Så hvad siger en spinguide til det pressemøde med de to præsidenter, som blev holdt onsdag eftermiddag amerikansk tid? Præsident Obama forsvarede USA's partnerskab med Kina ved at henvise til, at han fortsætter i de spor, som syv tidligere præsidenter før ham har betrådt.
USA har en klar interesse i et stærkt, velstående og mere ansvarligt Kina, betonede han.
»Vi har stadig substantielle uenigheder om menneskerettigheder. Det har jeg gjort klart på en ærlig og åben måde over for præsident Hu. Dialogen fortsætter på baggrund af den erkendelse, at vore to lande har vidt forskellige historiske baggrunde, kulturer og politiske systemer«, sagde den amerikanske præsident.
ALTERNATIVT kunne Obama have formuleret sig således: Vi amerikanere har altid lagt stor vægt på de universelle frihedsrettigheder. Det er konsekvensen af hele vor historie som republik, som kun meste af det 20. århundrede forsøgte vi at udbrede politisk frihed, demokrati og menneskerettigheder ofte med store militære, økonomiske og menneskelige omkostninger. Vi har for længst erkendt, at Kina med sin 2.500 års lange historie som civilisation er alt for stor en mundfuld for os. Så kineserne må selv finde ud af det med rettighederne, og vi yder da gerne råd og vejledning. Men forvent ikke, at de overtager vort politiske system.
Om Tibet sagde den amerikanske præsident:
»USA ser gerne, at Kinas regering fører dialog med repræsentanter for det tibetanske samfund om friere vilkår for religionen«.
Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Jeg er helt klar over, at Kina aldrig slipper kontrollen med Tibet. Ti af Asiens store floder har deres udspring på det tibetanske plateau. Den, der har kontrollen med disse enorme vandressourcer, har nøglen til den fremtidige velstand i ikke bare Kina, men hele Øst-og Sydasien og dermed næsten halvdelen af menneskeheden. Kun Kina, der uddanner titusinder af ingeniører hvert år, har kræfterne og pengene til at løfte den opgave. Men den slags kan jeg ikke sige højt her i USA, for så får jeg menneskeretslobbyisterne på nakken igen.
Om Taiwan sagde den amerikanske præsident:
»Vi har samarbejdet effektivt og ansvarligt med den kinesiske regering om at sikre den regionale stabilitet, herunder at fremme en fredelig udvikling i Taiwan Strædet«.
Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Taiwan har i 60 år været et militært protektorat for USA. Nu handler Taiwan i stort mål med den tidligere arvefjende på det kinesiske fastland, og hele den forældede krigsretorik er borte. Det eksempel viser os, at økonomisk samkvem fremmer fred og forsoning.
Det kunne de virkelig lære noget af i andre verdensdele.
APROPOS Taiwan, tænk hvis præsident Hu havde svaret Obama - alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Vi kinesere mener naturligvis, at I skal holde op med at sælge avancerede våben til vore landsmænd på Taiwan. Vi skal nok vinde øens befolkning over til os gennem samhandel, investeringer og turisme. Lige nu går det helt efter vores drejebog. Snart bliver Taiwan for os, hvad Hawaii er for jer. Om det tager ti, tyve eller halvtreds år betyder mindre. Vi kinesere er tålmodige folk.
Om Nordkorea og Iran sagde den amerikanske præsident:
»Vi vil fortsætte med at arbejde tæt sammen med Kinas regering om at fremme en atomfri koreansk halvø. I FN's Sikkerhedsråd intensiverer vi bestræbelserne på at hindre Irans anvendelse af atomteknologi«.
Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Vi kunne ønske os, at Kina havde større indflydelse på den mystiske klan, der styrer Nordkorea. Men WikiLeaks har som bekendt afsløret, at kineserne er lige så trætte af nordkoreanerne, som vi er.
Tænk, hvis præsident Hu havde svaret Obama - alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Hvad vil du have, vi skal stille op med de galninge i vores baggård? De er lige så afsporede som Maos rødgardister i sin tid. Men I får os ikke til at håndtere Nordkorea, på samme måde som din forgænger tog fat på Irak. For det bliver dyrt, besværligt og blodigt.
Men måske giver det mere mening at sammenligne Nordkorea med Mexico, hvor der også er en slags krig i gang. Vil du bytte, Barack?
Januar 2011
G2 er den nye realitet
INDEN præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama mødes i den kommende uge i Washington i det forum, som medierne passende kan kalde G2, har begge ledere nok haft næserne nede i historieskrivningen.
De kan have genkaldt sig situationen for 39 år siden, da Obamas republikanske forgænger Richard Nixon landede i et frostkoldt Beijing og besøgte et land, som USA ikke havde en ambassade i, og som det i teknisk forstand ( Taiwan) stadig var i krig med.
Efter besøget opsummerede Nixon resultaterne med ordene: »Dette var dage, der forandrede verden.
Hvad vi har sagt på skrift ( en erklæring, der handlede om Taiwan) er ikke nær så vigtigt som det, vi vil gøre i de kommende år, når der skal bygges bro over et 16.000 miles stort hav og 22 års fjendtligheder. Det, vi har sagt, er, at den bro vil blive bygget«. Forgangne uges brobygger, Obamas forsvarsminister, Robert Gates, fik sig utvivlsomt en mindre forskrækkelse, da han mellem møderne i Beijing erfarede, at det kinesiske luftvåben havde sendt sin nybyggede Stealth-jagerbomber J-20 ud på en jomfruflyvning.
Undskyld, mr. Gates, det var skam ikke ment som en magtdemonstration, skyndte de kinesiske værter sig at berolige ham. Men i både Taiwan og Sydkorea blev testflyvningen af J-20-flyet set som en påmindelse om Kinas modernisering af sit luftvåben.
En så kluntet adfærd i of-ficerskorpset var ikke blevet tolereret af Mao og Zhou Enlai i 1972, endsige af Deng Xiaoping, da Ronald Reagan fulgte iNixons fodspor i 1984.
GENNEM HELE 2010 afholdt Kina og USA sig fra militære konsultationer, og Gates fik sidste sommer nej til et forslag om et forsoningsbesøg i Beijing. Kinas militære ambitioner i kystperiferien er uændrede. I december 2009 fik nærværende signatur i Taiwan en orientering om, at de kinesiske missiler i Fujian-provinsen nu rækker hen over Taiwan, så de kan ramme amerikanske enheder.
I FJOR MELDTE Beijing utvetydigt ud omkring Det Sydkinesiske Hav, at det er defineret som en ' kerneinteresse'.
Et lignende ordvalg er anvendt om Det Gule Hav, hvor kineserne uden virkning har protesteret mod de koreansk-amerikanske flådemanøvrer og overflyvninger.
Kanonbådsretorikken er næppe dækkende for Østasiens realiteter: neomerkantilistisk regionalisme, som på sigt overhaler klassisk magtbalancetankegang.
Kinas økonomi, nu klodens næststørste, er den centrale faktor i de 55 frihandelsaftaler, som omfatter alle asiatiske økonomier af betydning. Her ligger kraftcenteret i skabelsen af det 21. århundredes globale velstand. Så giver det mening at lade USA bære sikkerhedsbyrden i en region, der er blevet klodens pengetank? Jo, for Asien låner pengene til USA.
USA's lånebehov i Kina og omegn har Obama og Kongressen ikke gjort noget ved, og den finansielle terrorbalance ser således ud: Det amerikanske lånebehov for 2010 passerede de 1,3 billioner dollar ( en billion er tusinde milliarder, eller en million millioner, hvilket skrives med 12 nuller). Alt, hvad amerikanerne bruger ud over overførselsindkomster, sundhed, sociale formål, mv., er finansieret af lån i Asien.
USA fører med andre ord sine krige i Irak og Afghanistan på kredit.
At samhandel ikke per automatik fjerner risikoen for krig blev klart med krigsudbruddet i 1914. Men at den eneste militære supermagt på kloden har gældsat sig hele vejen til Månen, er en radikalt ny situation i historien. G2 har nu et fælles ansvar for at genskabe balance i verdensøkonomien og sikre, at globaliseringens fordele når ud til andre end den nye velbeslåede østasiatiske middelklasse.
SER VI BORT fra det arvegods fra det 20. århundrede, der ligger hen over Taiwanstrædet, ser den resterende del af G2-kataloget således ud: Korea. Generationsskiftet i Nordkorea er på plads, og naboerne kan håbe på relativ ro i 2011. Kina, Sydkorea og USA er enige om at holde nordkoreanerne inddæmmet.
Sydkorea fortsætter sin beundringsværdige og innovative udvikling, som er en vigtig inspirationskilde for kineserne.
Japan. Tynget af gæld og politisk stagnation er der intet, der taler for en proaktiv japansk udenrigspolitik, hvilket USA, Kina og Japans naboer lever fint med.
Øgrupper. Robert Gates er blevet fortalt, at de territoriale stridigheder om småøerne i farvandene mellem Kina, Taiwan og Japan er mindre irritationsmomenter, der kan piskes op af nationalistiske kredse.
Obamas folk har fortalt Kongressen, at USA ikke bør gøre noget, der kan få en uregerlig drage til at spy nationalistiske flammer.
Krumtappen i skabelsen af fremtidens velstand ligger i en akse, der hedder Beijing-Washington-Bruxelles.
Hvem ville i befrielsesåret 1989 have troet, at verdens finansielle balance og prokapitalistiske innovation ti år inde i dette 21. århundrede skulle komme til at afhænge af en politisk organisation, der er styret af leninistiske principper.
Statue af Kongfutse (Confucius) på Den Himmelske Freds Plads,
rejst i januar 2011.
December 2010
Supertanker på verdens have
ER VÆKST-og velstandsmiraklet ved at nå grænsen for det mulige, selv for Kina? Vil Obamas haltende USA og et økonomisk nødlidende Europa affinde sig med Kinas march tilbage til tidligere tiders status som globalt, økonomisk kraftcenter? Tilspidses de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav? Kollapser Nordkorea i Kinas baggård? Spørgsmålene står i kø. I de mest avancerede vestlige økonomier ses Kina som en hovedkilde til fremtidig velstand og innovation, mens Sydeuropa, en række mellemindkomstlande og Afrika i varierende grad afindustrialiseres, fordi Kina kontrollerer stadig mere af den globale industriproduktions værdikæde og opkøber mange af de råvarer, der ligger i kædens begyndelse.
På sin sydlige flanke ønsker atommagten Kina lige så lidt som de to andre atommagter Indien og Pakistan, at Iran får en lignende status. Kina vil fortsætte den svære balancegang mellem at være nær strategisk allieret med Pakistan, samtidig med at det økonomiske samkvem med konkurrenten Indien udbygges. I Det Sydkinesiske Hav er USA vendt tilbage med en ny profil, tydeligst demonstreret af de første flådeøvelser mellem vietnamesiske og amerikanske enheder.
HVAD DER i 2010 knap blev bemærket i vestlige beslutningscentre ( fordi finanskrisen stadig fylder rigeligt) er, at årets vigtigste økonomiske begivenhed blev dannelsen af klodens største frihandelsområde: mellem Kina og de 10 lande i Asean med tilsammen 2 milliarder producenter og forbrugere og mellem Indien og Asean med tilsammen 1,7 milliarder.
En banebrydende udvikling, som sættes i relief af, at Kongressen i USA ikke har villet ratificere en frihandelsaftale med Sydkorea! Både EU, USA og Østasien har været enige om at fremme global frihandel, men det er østasiaterne, der er mest aktive angående denne målsætning.
Og jo, surprise, surprise, globalisering handler ikke længere kun om udflytning af produktion. Østasien bruger nu flere midler på forskning og udvikling end EU og Nordamerika.
Mens markederne i Vesten går på skrump eller kun får svag vækst, vil Kina i stigende grad koncentrere kræfterne om opbygningen af sit eget indre marked. Her vil infrastrukturprojekter og en forstærket urbaniseringspolitik definere de økonomiske takter. For 20 år siden levede kun hver fjerde kinesiske borger i et storbysamfund, i dag er tallet 45 procent. Holder de igangværende planer, vil tallet i 2030 være på 70 procent.
Paradoksalt nok er det er netop den forcerede urbanisering, der i ledelsens øjne er hovedfaktoren i opretholdelse af social og politisk stabilitet. Det afspejler sig i meningsmålinger, som det amerikanske Pew Research Center gennemfører, og som senest har vist, at 87 procent af den kinesiske befolkning bakker op om regeringens politik. Til sammenligning er de tilsvarende popularitetstal i USA og Frankrig henholdsvis 30 procent og 26 procent.
Forudsætningen for populariteten bag den fortsatte moderniseringspolitik er, at Kina fortsat kan tage på indkøbsture i afrikanske råstoflagre, finansiere modernisering af havnefaciliteter i Sydasien, Afrika og Sydeuropa og tilbyde at bygge højhastighedstog til lamslåede amerikanske og europæiske transportkonsortier.
Checkhæftet er Kinas vigtigste våben.
MEN NATURLIGVIS bliver Kinas fortsatte opstigning, som Beijing insisterer på vil være fredelig, ikke gnidningsfri. USA og EU er undervejs med søgsmål i WTO, fordi Kina har begrænset eksporten af visse strategiske råvarer, herunder de ' sjældne jordarter', som er nødvendige i mange højteknologiske produkter. Beijing vil derfor forsøge at tilpasse de globale standarder for handel og investeringer, så de i stigende grad matcher landets egne moderniseringsbehov.
Dette skifte får også militære og strategiske konsekvenser, hvilket blev tydeligt i april 2010, da kontreadmiral Zhang Huachen udtalte, at »Kina nu går fra et kystforsvar til et forsvar på fjerne have (...) for med udvidelsen af landets økonomiske interesser skal flåden gøre sig i stand til at beskytte livsvigtige transportruter«. Shen Dingli, en anerkendt kinesisk forsker i sikkerhedspolitik, forklarede i juli, at Kina må til at indstille sig på at oprette oversøiske baser af mere permanent karakter. Her er det Myanmar, Bangladesh, Pakistan og Sri Lanka, der får tilbuddene først, hvilket uundgåeligt vil sende Indien op i det røde felt. Så det giver mening, når Barack Obama og Hillary Clinton har travlt med at dyrke forbindelserne til Indien og Vietnam.
Og Europa? Catherine Ashton, EU's udenrigsrepræsentant, har i et udkast til en revideret strategiplan, fremlagt her i december, anbefalet at ophæve EU's nu 21 år gamle våbenembargo mod Kina. Militært er embargoen betydningsløs; kun symbolpolitik, men alligevel: Ashton siger, at Europa må tilpasse sig de nye globale magtforhold.
Mens stagnationen lammer andre kontinenter, fortsætter Kina med at ændre på verden, i takt med at landet udvikler og forandrer sig.
- - -
Oktober 2010
Kinas oversete kandidater
LIU XIAOBO fortjener alle de lovprisninger og lykønskninger, som hustruen og hans advokater er i stand til at bringe ind i fængselscellen. Man må ønske sig, at Lius besøgsvenner sørger for at levere udskrifter af den heftige debat, som kinesiske intellektuelle fører i blogosfæren om dette års tildeling af Nobels Fredspris.
Kun tre gange tidligere er Nobels Fredspris blevet tildelt en person i fængsel. Den tyske pacifist Carl von Ossietsky i 1935, atomfysikeren og faderen til den sovjetiske atombombe, Andrej Sakharov, i 1975, og lederen af den burmesiske demokratibevægelse, Aung San Suu Kyi, i 1991. Er der ligheder mellem disse tre fi-gurer og Liu Xiaobo, ud over at de er uretfærdigt forfulgte og dømt for politiske synspunkter, de respektive regimer ikke brød/bryder sig om? Carl von Ossietsky blev dømt af Weimarrepublikkens retsvæsen i 1931 og repræsenterede en pacifisme, som over for det nazistiske tyranni var nytteløs i 1935. Sakharovs skæbne var en påmindelse om nødvendigheden af at begrænse atomtruslen samtidig med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Aung San Suu Kyi beviste, at den bevægelse, hun stod i spidsen for, kunne vinde et parlamentsvalg, selv om hun var sat bag tremmer længe inden valgets afholdelse.
Liu Xiaobo er slet ikke i nærheden af at have samme statur.
Han er medforfatter til det rettighedsmanifest, der kendes som Charter 08, og som anbefaler den gradualisme i Kinas reformer, som i perioder har været en del af landets officielle politik gennem mere end tre årtier. Som The Economist pointerer: Lius synspunkter er tæt på mainstream i det intellektuelle miljø og deles af mange, der ' står med mindst én fod i partiets lejr'.
SÅ LIU XIAOBO skal have en pris, ja, men ikke en fredspris.
Tak til fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for lån af dette synspunkt. Hvad er det for en populistisk glidebane, nordmændene er ude på? Obama skulle jo heller ikke have haft den. Han fik i fjor prisen for ikke at være George W. Bush ( tak igen til Uffe for endnu et lån...). For hvad var det, Nobel skrev i sit testamente? Læs her: Nobelfundatsen siger, at prisen skal gives »til den person, som har arbejdet mest eller bedst for forbrødring mellem nationer, for afskaffelse eller reduktion af hære samt for fremme af fredskongresser«. Passer Liu Xiaobo til disse kriterier? Som et eksperiment i kontrafaktisk historieskrivning ( hvad nu hvis...?) er det på sin plads at spørge, om ikke Nobelkomiteen er lidt sent ude. I 1989 hed prismodtageren Dalai Lama, og Nobelkomiteens hensigt var at gøre opmærksom på den skæbne, der overgik den spirende demokratibevægelse i forsommeren samme år, da regimet sendte kampvogne og soldater ind i Beijings centrum. Ingen spurgte dengang Nobelfolkene, om det var Tibets løsrivelse, som demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads kæmpede for.
SÅ HAVDE det givet mere mening, at Nobelfolkene dengang havde givet prisen til Zhao Ziyang, den generalsekretær og ministerpræsident, som i de afgørende uger op til massakrerne i Beijing 1989 tabte opgøret mod flertallet i kommunistpartiets ledelse.
Som generalsekretær havde Zhao få år tidligere iværksat et program for en gradvis demokratisering af det politiske og administrative apparat, som i essensen handlede om at adskille parti-og statsfunktioner.
Zhao blev afsat og isoleret og sat i en husarrest, der varede helt frem til hans død i januar 2005.
En fredspris til ham ville have sendt et kraftfuldt signal til kommunistpartiets reformmodstandere: at verden støtter Kinas graduelle reformer og modsætter sig militære magtmidler.
Et andet kandidatemne i de turbulente sen-80' ere ville have været den politiske leder, der stod i spidsen for demokratiseringen af det første kinesiske samfund på kloden: Taiwan. Chiang Ching-kuo, søn af den legendariske generalissimo Chiang Kai-shek, tog millioner af indbyggere i Republikken Kina på sengen, da han i 1987 ophævede 38 års militær undtagelsestilstand, indførte frihed for østatens medier og legaliserede den hidtil forbudte opposition.
Ikke et skud blev løsnet, hundredvis af politiske fanger blev frigivet, og Taiwan fortsatte sin udvikling frem mod det, som det er i dag: et af Østasiens mest velstående og veluddannede samfund. Og ja: Taiwans udvikling er genstand for intense studier hos ' broderfolket' på det kinesiske fastland. Ulykkeligvis døde Chiang i 1988, og man kan i dag ærgre sig over, at Nobels Fredspris ikke kan uddeles posthumt. Taiwan har jo sat eksemplet for, hvordan Kina bør blive demokratisk. Hvis nogen skulle have glemt det.
De noble, men forvirrede nordmænd burde i år have overvejet denne mand: Taiwans præsident, Ma Ying-yeou. Han har skabt en forsoning og en afspænding i forhold til Folkerepublikken Kina som ingen før ham. Helt i Alfred Nobels ånd. Kun fanatiske, hjernevaskede dogmatikere tror i dag på krig mellem Kina og Taiwan, og fortjenesten for denne udvikling tilfalder Taiwans præsident.
Sover I deroppe i Oslo? Uffe, hjælp lidt med her.
August 2010
Red 'Titanic' - ring til Beijing
Brutalt østasiatisk budskab til det økonomisk skrantende Europa
FØRST EN økonomisk nyhed fra en sommerperiode, hvor den slags oplysninger har en tilbøjelighed til at blive overset: Den multietniske sydøstasiatiske bystat Singapore forventer at bryde alle rammer for vækst i 2010. Den lille velstandsenklave for enden af det, der i min skoletid hed Malacca-halvøen, har opjusteret tallene for 2010 og forventer at afslutte året med en vækst i økonomien på mellem 13 og 15 procent.
Ja, Singapore overhaler tilmed Kina . For et halvt århundrede siden, da Singapore forberedte sig på selvstændigheden efter britisk kolonistyre, var havnebyen politisk i oprør ( moderate socialister bekæmpede kommunister) og flertallet af indbyggerne ludfattige. Etniske konflikter betød, at Singapore blev smidt ud af den malaysiske føderation. Landets første leder, Lee Kuan-Yew, græd åbenlyst på et historisk pressemøde i 1965, da bystaten stod tilsyneladende venneløs i en fjendtlig verden.
Singapore har siden overhalet det meste af Europa i både innovation og levestandard. I dag er samme mr. Lee seniorrådgiver for regeringstoppen i et af Asiens mest velstående og bedst uddannede samfund.
Lees søn er regeringschef. Dynastiet fungerer inden for rammerne af en - i teorien - demokratisk forfatning, der ikke slavisk følger vestlige principper for moderne regeringsførelse, men har nået en modernitet, som mange europæiske lande misunder det. Tydeligst i uddannelses-og forskningssektoren.
ER DER her en ny orden - eller model, om man vil - der er ved at være åbenlys for os? Et bæredygtigt alternativ til Europas ineffektive og ofte uigennemskuelige beslutningssystemer? Kishore Mahbubani, fhv. diplomat, nuværende kommentator og forfatter, skærer i bogen ' The New Asian Hemisphere: The Irresistible Shift of Global Power to the East' budskabet ud i rustfrit stål: Europas aktuelle problemer minder ham om besætningen på ' Titanic ', der styrter rundt for at samle dækstolene, mens skibet synker! ( Læs: Lissabon traktaten dur ikke, EU-udvidelsen gik for hurtigt, og I slap kontrollen med de korrupte regeringer og finansielle systemer især i Sydeuropa).
Singaporeaneren Mahbubanis budskab er brutalt: EU og USA skal lære at leve med, at den vestlige dominans er ved at være et overstået kapitel i historien. Vesten har ikke længere patent på at definere, hvad der er godt og skidt for verden. Det er ikke en enkelt faktor eller begivenhed, der har forårsaget dette skred, men kombinationen af flere, mener Mahbubani: Invasionerne af og de fortsatte krige i Afghanistan og Irak, finanskrisen - udløst af økonomiske eliters grådighed og uansvarlighed - og demografi: de etniske og aldersmæssige ubalancer, som er Europas problem mere end Amerikas.
SÆT OVER for dette problemkompleks et Asien, der anført af Kina og Indien - med Japan i sidevognen - om højst fem år har skabt et fælles marked på 3milliarder producenter og forbrugere. Og hvor - her kommer det afgørende - globale virksomheder har frit lokaliseringsvalg! Verden er gået ind i en tid med mange sandheder, hvor modstridende tolkninger brydes. Kald det en multipolær verden, der åbner op for en kompleksitet, som mange meningsdannere, også her i lille Danmark, får det overordentlig svært med.
De går magre tider i møde hos ypperstepræsterne i Amnesty International, Freedom House, diverse menneskeretsinstitutter og ditto-organisationer med idealistiske, men messianske tankesæt. For hvordan vil disse velmenende sjæle eksportere vestligt definerede værdier, når euroland og USA er økonomisk på knæene, mens samfund, der er bygget primært på ikke-vestlige modeller, viser sig som verdensmestre i bekæmpelse af fattigdom?
I 2007 VAR det første gang nogensinde, både Kina og Indien bidrog mere til den globale økonomiske vækst end USA. Siden har asiaterne øget forspringet.
Det er en sådan udvikling, der tidligere i år fik chefen for Verdensbanken, Bob Zoellick, til at udtale: »Det er ved at være slut med det, vi engang kaldte den tredje verden - at vi havde en separat del af menneskeheden, der var fattig, afhængig af bistand og derudover ikke betød ret meget«. Han underbyggede sit synspunkt med, at siden 2008 er det de såkaldte udviklingslande, anført af Kina , Indien og Brasilien, der har leveret stort set hele den globale vækst.
Global velstand finansieres i dag af et kolossalt opsparingsoverskud i Østasien. Det vil være tilstanden i mange år fremover. De østasiatiske lande sidder med en valutareserve, der nærmer sig 4.000 milliarder dollar. Denne kolossale økonomiske fremgang falder sammen med stilstanden i EU. Derfor mister Europa i et dramatisk tempo global økonomisk magt. I 2005 var EU's økonomi mere end fem gange så stor som i Kinas. I 2015 vil EU kun være halvanden gang så stor.
Og hvordan var det nu, det var med Singapore? Bystaten er inspirationsmodellen for Kina .
- - -
Maj 2010
Konservative ser nu lyset i øst
Politikere ramt af Kinasyndrom
FINT OG FORNEMT tog det sig ud i Eigtveds Pakhus, da flere end 150 diplomater, erhvervsfolk og andre notabiliteter stillede op i maj for at fejre 60-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Folkerepublikken Kina .
Satellitforbindelsen til den danske EXPO-pavillon i Shanghai gik klart igennem, om end lyden i den udsendte generalkommissærs tale blev mærkbart forstyrret af hans fingeren ved talepapiret.
Udenrigsminister Lene Espersen sagde velpolerede ord om de dansk-kinesiske relationer, der aldrig har haft det bedre. Den kinesiske ambassadør leverede en tale, der ikke var mindre nydelig. På udenrigsministeriets hjemmeside um.dk kan interesserede downloade begge taler og se en videooptagelse med titlen ' Danmark og Kina fejrer diamantbryllup' om arrangementet.
Tidligere på dagen havde udenrigsministeren holdt en tale på den kinesiske ambassade i Hellerup, hvor et af hendes budskaber lød: »Vi behøver mere af Kina i verden, ikke mindre«.
Muligvis vil nogle af udenrigsministerens mere kulturkonservative åndsfæller rynke på næsen af en sådan udmelding, men den kan tages som udtryk for en konsistent konservativ politik over en 40-års periode.
Lad os erindre om, hvad Lene Espersens forgænger i embedet, Per Stig Møller, skrev om Kinas daværende leder i Berlingske Aftenavis 24. september 1969:
»Konservatismen bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig til Mao og kollektivismen efter ny inspiration«.
Ikke overraskende bød talerne og den efterfølgende reception ikke på - overraskelser. Pindemadsprotokollens regler må følges.
Men budskaberne til offentligheden kunne godt have været mere direkte. Hvad betyder det mon, når Kinas ambassadør taler om, at de dansk-kinesiske samarbejdsrelationer er på vej ind i en ny fase? En af Lene Espersens partifæller, klimakommissær Connie Hedegaard, leverede sit bud i sidste uge, netop hjemvendt fra et besøg i Beijings havneby Tianjin.
Connie Hedegaards rejsebrev fra Kina indeholder nøjagtig de budskaber, som de tilstedeværende ved receptionen i Eigtveds Pakhus burde have hørt. Hold tungen lige i munden og læs:
»Aldrig i mit liv har jeg set noget lignende. Aldrig i mit liv har jeg set så mange motorvejsbyggerier. Aldrig har jeg set så mange højhusbyggerier. Det minder lidt om et computerspil, hvor man i løbet af ingen tid har konstrueret de mest fantastiske samfund«.
Og videre: »Vi sidder bare og stirrer vantro ud på aktiviteterne uden for bilruderne. Aldrig nogensinde har jeg set en sådan koncentration af fabrikker og virksomheder. Som at være på rundtur blandt verdens industrigiganter: Hér Honeywell, dér Unilever, så Nestlé, alverdens bilmærker producerer her ( otte millioner biler blev der sidste år solgt i Kina ), IT-giganter, medicingiganter, Novo er her også sammen med Novozymes, Vestas ( 1600 arbejdspladser!) Nokia. Sidste år blev der solgt 180 millioner mobiltelefoner i Kina . På en motorvejsbro holder en kilometerlang række af lastbiler, så vidt jeg kan skønne på vej ud til havnen, Kinas 3. største, med produkterne til markederne bl. a. i Europa«.
Kommissæren genvinder pusten over en kop kaffe:
»Samtidig har jeg aldrig nogensinde troet, at jeg skulle se så mange nyplantede træer på en dag, millioner af spæde træer passerer vi, og da vi har 10 minutters pause, går vi ind på en café og beder om kaffe. Jamen, så gerne, ønsker De italiensk espresso eller Blue Mountain?«
»HVEM VILLE lige have troet, at man kunne få Blue Mountain, verdens bedste kaffe, på en café et par timer øst for Beijing?! Listen over overraskelser er lang: F. eks. besøger jeg Tjiantin Carbon Stock Exchange. Ja, ikke sandt, hvem vidste lige, at Kina har etableret i alt fire carbon børser? Ganske vist er det foreløbig kun som forsøg, men når man kigger ned over de tilknyttede 70 virksomheder, må det vist siges at være lidt af et forsøg!«.
Kommissæren er blevet ramt af det 21. århundredes variant af Kinasyndromet.
»Mens vi i Europa diskuterer, hvorvidt det mon ikke er lidt dyrt, hvis vi sætter os selv mere ambitiøse mål f. eks. på energi-og klimaområdet, ja så skal jeg hilse og sige, at man efter den dag i Tjiantjin ikke er i tvivl om, at prisen, hvis vi står stille og ikke tør tage de nødvendige beslutninger, bliver endnu højere«.
Danmarks konservative har set lyset i øst.
Vi konfronteres med stærke signaler i denne tid: Grækenland, den europæiske kulturs vugge, er reduceret til en økonomisk ruinhob. Det europæiske demokrati og dets træge beslutningskultur kan umuligt hamle op med den østasiatiske entreprenørkraft og det kongfutsianske meritokrati. Kinas styreform er ikke længere kommunisme, men korporatisme.
Følg klimakommissærens råd og gør op med det voksende misforhold mellem den hjemlige, provinsielle debat og den virkelighed, der omgiver os.
- - -
April 2010
Ned i støvet for kejseren
Med Venstre ved roret er Kina trygt
VOR STATSMINISTER, ' Lille Lars fra Græsted', oplever store sager i denne weekend. Han havde i går samtaler med ingen ringere end vicepræsident Xi Jiping. I morgen gæsteforelæser Lars Løkke Rasmussen om grøn vækst på Beijing Universitet. Derefter følger et møde med premierminister Wen Jiabao. De to kender allerede hinanden fra decembers klimatopmøde i København, hvor forsøgene på at indgå en global og forpligtende klimaaftale som bekendt landede i de diplomatiske snubletråde.
Statsministerens besøg i Kina markerer en tilbagevenden til normale tilstande i de dansk-kinesiske relationer efter trekvart års ubehageligt ophold i den diplomatiske kummefryser i fjor. Der kostede en verbalnote om Tibets status, før det behagede det store rige i øst at tø lille Danmark op.
Men ser vi fremad, er der udsigt til lun medvind i et forhold, der fra dansk side især vil handle om at pleje en af hovedkilderne til fremtidig dansk vækst og velstand.
Morgendagens pressemøde i Beijing vil blive nærlæst: Hvilke superlativer vil vor statsminister bruge om den røde gigant i den globale overhalingsbane?
Løkke Rasmussen kan have søgt inspiration i flere af sine forgængeres talepapirer. Her vil han kunne finde rigeligt med dokumentation for, at når gode venstrefolk har ledet Danmark, har lovprisningerne af den kommunistiske stormagt nærmest været uforbeholdne.
Historikere vil kunne bekræfte, at med venstrestatsministre som Danmarks rorgængere har beskrivelserne af Kina og dets ledere været mere end rosenrøde, mens socialdemokratiske og radikale statsog udenrigsministre nok har vist Kina behørig respekt, men også løftet en pegefinger eller to i sager om f. eks. menneskerettigheder. Som bekendt var det i 1997 under Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, at Danmark i FN's Menneskeretskommission var forslagsstiller for en resolution, der kritiserede Kina .
Stats-og udenrigsministre fra Venstre og Konservative havde aldrig vist samme tilbøjelighed til kritik af Kina . Så der kom en kurre på tråden, da Lars Løkke Rasmussen for et lille år siden faldt for fristelsen til at tage den besøgende Dalai Lama ved hånden for at få lidt åndelig vejledning.
LØKKES partifælle og forgænger i embedet Poul Hartling var teolog af uddannelse og havde derfor været mere selvskreven til et møde med tibetanernes åndelige leder. Men Hartling var også realist, hvilket gav pote, da han i oktober 1974 kom i audiens hos ' den røde kejser', Mao Zedong.
Det blev til et møde, som i historieskrivningen er blevet kendt som »samtaler på højt intellektuelt niveau«. Da Mao døde i september 1976, udsendte venstrestatsministeren Hartling et mindeord, hvori det hed:
»Det mest interessante besøg, jeg nogensinde har oplevet, var besøget hos formand Mao i efteråret 1974. (...) Hvad han sagde, blev fremført med stor autoritet. Ikke brysk eller højtideligt. Han havde tid til at spørge og lytte, han havde også et glimt i øjet, men frem for alt var der stor ro og myndighed over ham. (...) Ingen, som mødte Mao, kunne undgå at fornemme, at her stod man over for en statsmand af stort format, men statsmanden var også et klogt og levende menneske«.
I juni 1989, da kinesisk militær havde nedkæmpet en demokratiopstand i Beijing, begrænsede Venstres leder, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, sig til følgende udtalelse i TV-avisen: »Det er ærgerligt og trist, hvad der er sket. Nu gik det lige så godt i Kina «.
Løkkes forgænger, Anders Fogh Rasmussen, besøgte Kina i begyndelsen af 2004. Senere samme år indviede han deltagerne i Venstres landsmøde i sine indtryk:
»Det går stærkt. Hvert år flytter millioner af fattige kinesere fra de underudviklede egne i det vestlige Kina til vækstcentrene i øst. De får job. De får penge mellem hænderne. På den måde bliver millioner og atter millioner af kinesere løftet ud af fattigdom. Det er en positiv historie. En spændende historie. Og en lærerig historie. (...) med egne øjne så jeg, hvor stærkt det går i Kina . Hvor langt kineserne er fremme. Hvor langt de vil komme«.
HVOR VIL Lars Løkke Rasmussen placere sig i retorikken over for ' kejsermagten' i Beijing, når de historiske linjer skal trækkes tilbage til Poul Hartling, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen? Her kommet et bud: Løkkes inspiration bliver mest fra Fogh, men måske kommer der også i en fodnote et lille stænk af både Uffe Ellemann og Poul Hartling.
Et berømt kinesisk maleri viser formand Mao sidde over for sin tronfølger Hua Guofeng ca. 1975, hvor Kinas grundlægger angiveligt skal have sagt til sin lærling: »Med dig ved roret kan jeg være tryg«. Efter Lars Løkke Rasmussens møde med premierminister Wen Jiabao i morgen vil vi utvivlsomt kunne konstatere, at med Venstre ved roret i Danmark kan Kina være trygt.
- - -
Februar 2010
Hvad Tibet også handler om
Af Flemming Ytzen
Hvad er de centrale, globale strategiske interesser, der er på spil i debatten om Tibet? Danske politikere vælger at overse dem, nu når der rulles endnu en gang teatertorden ud i et spøjst drama, hvor Dansk Folkeparti har fundet sig en villig alliancepartner i Enhedslisten for at vinde nogle små symbolpolitiske points.
Bagtæppet er en kappestrid mellem Udenrigsministeriets realister og Statsministeriets spinfolk, der tænker i symbol- og værdipolitik. Når støvet har lagt sig, har intet ændret sig i dansk Kina-politik.
Tilsvarende med præsident Obamas symbolpolitiske spil med den diskrete modtagelse af tibetanernes religiøse leder Dalai Lama. Ingen fælleserklæring mellem de to, ingen politiske gennembrud, som den globale, pro-tibetanske bevægelse kan bruge til andet end retorik.
Foto: Det Hvide Hus
For én, der som undertegnede har fulgt dansk og vestlig Kina-debat gennem tre årtier, er det slående, hvorledes de benhårde globale realiteter bliver mere og mere fraværende i både den danske og den amerikanske debat.
Først det helt aktuelle: Obamas modtagelse af Dalai Lama rokker ikke så meget som en millimeter ved amerikansk Kina-politik. Samme dag, som Dalai Lama landede i Washington, lagde en amerikansk hangarskibseskadre til i Hongkong. Kina kunne have skabt stor skade ved at aflyse besøget, men valgte at respektere en vigtig amerikansk strategisk interesse. Der blev ikke rokket ved hangarskibet.
Det nyligt vedtagne amerikanske våbensalg til Taiwan ændrer heller intet. USA har bevæbnet Taiwan i 60 år. Det nye er, at relationerne mellem Kina og Taiwan udvikler sig positivt, dynamisk, økonomisk og mellemfolkeligt som aldrig nogensinde tidligere.
Så til det langsigtede: Stadig flere af de økonomiske prognoser taler om, at det ikke bliver de amerikanske forbrugere, men kinesiske investeringer i infrastruktur og andre udviklingsprogrammer, der bliver ‘motoren’ i den globale økonomiske genrejsning.
Kina har genindtaget positionen som verdens største modtager af udenlandske investeringer. 450 ud af verdens 500 største virksomheder har nu etableret sig i Kina; mange beretter, at uden satsningerne i Kina ville de være nødlidende.
Jamen, er den amerikanske Kongres da opsat på at lade Obama tage opgøret med et Kina, der bliver stærkere og stærkere dag for dag? I årene 2005-2007 blev der i Kongressen fremlagt i alt 45 lovforslag, der var vendt mod kinesiske interesser. Ikke et eneste blev vedtaget. De tør ikke, amerikanerne. Erhvervslivet puster de folkevalgte i nakken og minder dem om de nye globale realiteter.
Tilbage i 2003 – hvor daværende statsminister Anders Fogh modtog Dalai Lama på Marienborg – fremlagde Goldman Sachs en prognose, der viste, at det kinesiske nationalprodukt vil matche det amerikanske i 2041.
I 2008 revideredes prognosen til året 2027. For nylig forsøgte PriceWaterhouseCoopers sig med en prognose: nu bliver det i 2020 at USA vil mærke suset fra Den Røde Gigant i overhalingsbanen. Om ti år.
Så burde et Kina med de ambitioner, som landet har demonstreret den seneste snes år, ikke vise storsind og tolerance i spørgsmålet om Tibets status og fremtid?
Ideelt set, jo. Men her er, hvad de tibetanske realiteter handler om i den kinesiske og asiatiske optik: retten til udvikling. Det tibetanske plateau, verdens tag, er også hele Asiens vandreservoir. Indus, Den Gule Flod, Brahmaputra, Ganges, Mekong, Salween, Irrawaddy – disse floder udgør livsgrundlaget for halvdelen af menneskeheden; Kina, Det Indiske Subkontinent, Sydøstasien.
Kinas ambition er at gentage de seneste 30 års udviklingsløft i kystprovinserne med et tilsvarende løft i landets vestlige del. Det bliver en satsning på infrastruktur og migration uden fortilfælde i verdenshistorien, fordi Tibet og de øvrige regioner er langt bagude i forhold til det øvrige Kina. Men verden har lært sig, at Kina har både viljen, beslutningskraften og pengene, så vi gør klogt i ikke at undervurdere, hvad de er i stand til.
Den form for ‘ægte selvstyre’, som Dalai Lama går ind for, lyder smuk og er i overensstemmelse med en romantisk, idealistisk tænkning, som næres af Hollywood og populistisk symbol- og værdipolitik i vestlige parlamenter.
Ikke et ondt ord om det, men vi står her over for to former for rettigheder, der næppe lader sig forene: tibetanernes indlysende ret til fredelig praktisering af deres trosretning og kinesernes ret til fortsat modernisering og velstand. Danske politikere, der er optaget af Tibet-spørgsmålet, har en tilbøjelighed til at glemme den vigtigste ret af alle: retten til udvikling, til at lade millioner komme ud af nød, sult og underudvikling.
Vi bryder os ikke om at høre det, men realiteten er uomgængelig: På 30 år har kineserne gjort sig til verdensmestre i at bekæmpe fattigdom. Kinas fortsatte modernisering vil være kilden også til global og dansk velstand – spørg bare i Dansk Industri og i Udenrigsministeriet, inden den næste omformulering af en dansk verbalnote om Tibet skal på plads.
(publiceret som klumme i Politiken 22. februar 2010)
Dalai Lama besøgte Danmark i sommeren 2009. På politiken.dk skrev jeg i anledningen af begivenheden denne tekst:
http://politiken.dk/udland/faktaudland/article721652.ece
 Maleri af Zhang Xiaogang
|
|
